5 min
Selskaber med en forretningsmodel, der anses for at være truet af AI, har i år fået klø på aktie- og kreditmarkederne. Men matcher AI-truslen panikken eller er det en overreaktion? Vores Quantitative Data Analyst, Nickolai Larsen, giver her Marselis’ perspektiv på AI-panikken. For kan markedets kortsigtede overreaktioner også skabe muligheder, der kan udnyttes på kreditmarkedet?
Fokus bliver i denne analyse rettet mod de selskaber, der anses for at være “AI-truede”, og den markedspanik, der har fulgt med, når investorer forsøger at gætte, hvem der bliver den næste, der får en AI-hammer i hovedet.
Det seneste stykke tid har markederne nemlig mindet om et spil “AI whac-a-mole”: Fra softwareselskaber til rekrutterings- og vikarbureauer, konsulentbureauer, markedsføringsbureauer, betalingssystemer og markedspladser. Listen kan hurtigt føles uendelig, og den fællesnævner, der driver frygten, er enkel: Hvis AI kan udføre arbejdet bedre, hurtigere og billigere – hvad sker der så med forretningsmodellerne?
Vi har i Marselis ekstra fokus på softwareselskaber, fordi sektoren fylder meget i kreditmarkederne, især i aktivklassen private credit (estimater op mod 20%), men også i vores marked i det europæiske high yield-marked, hvor den udgør omkring 4%. Og software er et naturligt mål for AI-frygt, fordi de store sprogmodeller (LLM’er) på kort tid er blevet markant bedre til at kode. Det skyldes blandt andet, at opgaverne ofte er relativt regelbaserede og derfor mere udsatte for automatisering.
Den højere kodningseffektivitet kan sænke adgangsbarriererne i sektoren og intensivere konkurrencen fra nye startups. Samtidig kan kunder i stigende grad bygge interne systemer selv, uden den samme viden eller investering som tidligere. Det kan – i hvert fald på papiret – betyde kundetab og lavere marginer for dele af softwareindustrien.
Oven i det kommer en mere dramatisk fortælling, som har fyldt en del i den offentlige debat; de såkaldte “AI-doomers”, der er personer, der som følge af AI-truslen, ser store makropåvirkninger og risiko for massearbejdsløshed. Logikken er, at hvis AI tager folks jobs, falder forbruget, hvilket giver lavere efterspørgsel, flere fyringer og endnu lavere forbrug. Altså en negativ spiral. I Marselis deler vi ikke den konklusion. Hverken på makroniveau eller på mikroniveau set fra kreditsiden.
Historisk har store teknologiske omvæltninger ændret arbejdsmarkedet og kostet jobs i bestemte brancher. Man kan tænke på Luddite-oprørerne i det 19. århundrede, hvor tekstilarbejdere ødelagde vævemaskiner grundet frygten for permanent arbejdsløshed. Men teknologisk udvikling har også igen og igen gjort “kagen større” og skabt nye typer jobs og nye industrier. Spørgsmålet er derfor ikke, om AI er en forandring, for det er den, men om den er så anderledes, at vi står over for et sammenbrud i efterspørgslen og en Great Depression-lignende situation, hvor store dele af befolkningen får svært ved at få smør på brødet.
Det dystopiske scenarie er fra vores perspektiv ikke realistisk. Vi ser AI som en reelt transformativ teknologi – ikke som endnu en “3D-printere udrydder alle produktionsvirksomheder”-fortælling, der løber hurtigere end virkeligheden. Men selv hvis AI gør flere jobtyper redundante end tidligere teknologiske spring, er samfundets værktøjskasse langt stærkere end i 1930’erne. Finanspolitiske tiltag som øget beskatning af AI-kapitalejere og omfordeling er kraftfulde instrumenter, og de er blevet markant mere effektive og gennemprøvede siden dengang.
På selskabs- og sektorniveau ser vi samtidig flere eksempler på, at markedets reaktioner kan blive overdrevne. Det er helt naturligt, at der opstår usikkerhed om, hvilke forretningsmodeller, der kan stå distancen i en AI-revolution, og derfor er prissætningen ofte volatil. Men netop dér kan kredit være en attraktiv måde at udnytte overreaktioner på.
Kredit har typisk en kortere tidshorisont end aktier, og det betyder, at man i højere grad kan fokusere på den nærmeste fremtid og i mindre grad være afhængig af en “terminalværdi” langt ude i horisonten. Med andre ord: Man kan i nogle tilfælde drage fordel af kortsigtet panik uden at tage fuld risiko på, hvordan verden ser ud om 10-15 år.
For mange softwareselskaber kan den kortsigtede effekt endda være marginpositiv. De kan enten ansætte færre programmører eller få mere output per programmør, hvis AI løfter produktiviteten. Samtidig er der også praktiske begrænsninger for, hvor hurtigt AI kan “overtage” kritiske funktioner i samfundet. En fremtid, hvor ansigtsløse agenter styrer centrale processer, kræver enorme mængder computerkraft og energikapacitet – og vi forventer ikke, at den infrastruktur vil være tilstrækkelig i de kommende år til, at et sådant skifte kan ske i et tempo, som de mest alarmistiske scenarier forudsætter.
Dertil kommer, at mange softwareselskaber stadig har stærke konkurrencefordele, som kan beskytte dem i en længere periode. Det kan være vertikal integration i en specifik industri, et unikt datagrundlag som de store sprogmodeller ikke har adgang til, eller er meget sikkerhedskritiske, hvilket gør udskiftning urealistisk i praksis. Og selv hvis alt det teoretisk set kan udfordres, kræver det en meget høj adoptionshastighed – en hastighed vi endnu ikke ser tydeligt i data.
Eksempelvis viser data fra den regionale amerikanske centralbank St. Louis Fed, at kun omkring 10% af amerikanere bruger en sprogmodel hver dag i arbejdet. Det er en høj andel for en relativt ny teknologi, men andelen har været stabil omkring 10%, hvilket ikke peger på, at mennesker gøres nytteløse i et accelererende tempo. Derudover har antallet af jobannoncer i USA for softwareingeniører været stigende de seneste måneder, hvilket heller ikke indikerer, at programmører allerede er blevet overflødige.
Ser vi fremad, forventer vi, at markedets fokus i længere tid vil være rettet mod netop dette: Hvilke forretningsmodeller kan overleve – og måske endda trives – i mødet med revolutionerende AI-innovation?
Det er derfor også et stort fokus for os her hos Marselis. Vi gik ind i AI-panikken med en undervægt mod de mest eksponerede selskaber, og siden har vi øget eksponeringen en smule. Den ligger dog fortsat på relativt lave niveauer, fordi usikkerheden på længere sigt er reel. Men markedets kortsigtede overreaktioner kan også skabe muligheder, især set gennem en kreditlinse.
Materialet er udarbejdet til brug for orientering samt informering og skal aldrig betragtes som en opfordring om, eller anbefaling til, at købe eller sælge aktier, værdipapirer eller lignende. De nævnte oplysninger skal ej heller betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Marselis kan aldrig holdes ansvarlig for tab forårsaget af investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysninger i materialet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling aldrig kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling.
Pressekontakt: