Et år efter Credit Suisse: Kan globalt systemisk vigtige banker reelt afvikles?

27 March 2024
af Lasse Hjortsballe

5 min

Årets første officielle forårsmåned er i fuld gang, og med det har vi også rundet årsdagen for kollapset af Credit Suisse, der ikke kun fik hybrid kernekapital (AT1) for 120 mia. kroner til at blive værdiløst, men som også udstillede svagheder i den finansielle regulering implementeret efter finanskrisen. Det giver anledning til at stille skarpt på, om globalt systemisk vigtige banker reelt kan afvikles. Det gør analytiker, Lasse Hjortsballe, herunder.

Credit Suisse blev som bekendt solgt til UBS søndag den 19. marts i et dramatisk forløb, der siden hen er blevet dokumenteret i talrige rapporter. Særligt rapporten fra det schweiziske finanstilsyn FINMA, offentliggjort tilbage i december, er interessant læsning for os banknørder, da vi her får en forklaring fra en af hovedpersonerne i sagen.

FINMA konkluderer blandt andet, at årsagen til Credit Suisses kollaps var en årelang tillidskrise og en tabsgivende forretningsmodel. Uroen i den amerikanske banksektor i perioden op til den 19. marts var dråben, der fik bægeret til at flyde over. I dagene op til kollapset oplevede Credit Suisse kraftige likviditetsudtræk. Kunderne trak simpelthen deres penge, som betød, at banken alene kunne betale kunder og modparter gennem likviditetsindskud, der på sit højeste lå på 1.300 mia. kroner, fra centralbanken. 

Da banken ikke på egen hånd kunne åbne dørene mandag morgen, måtte der gøres noget over weekenden. FINMA beskriver tilsynsmyndighedens fire handlingsmuligheder: en fusion mellem Credit Suisse og UBS, en bail-in afvikling af Credit Suisse, en nationalisering af Credit Suisse og endelig, at Credit Suisse skulle gå konkurs.

Vi ved alle, hvilken mulighed FINMA endte med, men det er meget interessant, for både øvrige afviklingsmyndigheder og investorer i bankgæld, at dvæle ved, hvorfor valget netop endte på en fusion og ikke en afvikling gennem bail-in, som er en af grundpillerne i den internationale finansielle lovgivning implementeret efter finanskrisen. I en afvikling af større globale banker videreføres den krakket bank for blandt andet at bevare de kritiske funktioner.

"Vi kan bruge meget spalteplads på at kritisere de schweiziske myndigheders ageren i kollapset af Credit Suisse, men vi skal holde øjnene på bolden. For FINMA påpeger nemlig en meget interessant pointe. Kan store systemisk vigtige banker reelt bail-in-afvikles i praksis?"

Lasse Hjortsballe, Senior Analytiker,
Fondsmæglerselskabet Marselis

Hvorfor blev bail-in-afvikling fravalgt?

FINMA skriver, at banken i en bail-in-afvikling ville have fået et kapitalindskud på CHF 73 mia. gennem en fuld nedskrivning af aktiekapital, AT1 og en konvertering af bail-in-gæld til aktiekapital. En bail-in-afvikling blev dog fravalgt af en række interessante årsager.

For det første ville den ikke løse Credit Suisses likviditetsproblemer, bankens evne til at dække likviditetstræk var alene betinget af hjælp fra myndighederne. For det andet var FINMA i tvivl om, hvorvidt en afvikling ville have beroliget markedet, og de påpeger direkte i rapporten, at en afvikling af en global systemisk vigtig bank aldrig er blevet afprøvet før, og risiciene derfor ville være enorme. 

Vi kan bruge meget spalteplads på at kritisere de schweiziske myndigheders ageren i kollapset af Credit Suisse, men vi skal holde øjnene på bolden. For FINMA påpeger nemlig en meget interessant pointe. Kan store systemisk vigtige banker reelt bail-in-afvikles i praksis?

I situationen med Credit Suisse blev en bail-in-afvikling fravalgt, da schweizerne meget belejligt havde UBS i baghånden som interesseret køber. Et, for UBS, attraktivt køb af Credit Suisse. Aktien er steget 70% siden og blev hjulpet godt på vej af blandt andet nedskrivningen af AT1-obligationer.

Kunne det samme være sket for Deutsche Bank?

Men lad os nu forestille os, at det i marts 2023 var en anden G-SIB, nemlig tyske Deutsche Bank (helt tilfældigt valgt), og ikke Credit Suisse, der oplevede kraftige likviditetsudtræk og ikke kunne stå på egne ben. Hvad havde løsningen så været?

Deutsche Bank har aktiver for €1.337 mia., hvilket er dobbelt så meget som den næststørste tyske bank og dobbelt så meget som Credit Suisse. Et salg af Deutsche Bank til en anden tysk bank er udelukket, og endnu mere udelukket er et salg til for eksempel en stor fransk eller engelsk bank. Hvis vi udelukker en nationalisering og en konkurs, så ville ECB og BaFin være nødsaget til at bail-in-afvikle banken. Her stiller vi så det åbenlyse spørgsmål, som alle sidder og grubler over – kan og vil man det?

Hvis Deutsche Bank opfyldte kriterierne for en afvikling, så ville afviklingsmyndighederne formentligt foretage et åbent bail-in, hvor Deutsche Banks aktiekapital og diverse gældsinstrumenter bruges til at rekapitalisere banken. 

Her ville myndighederne dog møde præcis de problemstillinger, som FINMA oplevede ved kollapset af Credit Suisse, og som også blev beskrevet af FSB (Financial Stability Board) i deres analyse af kollapset. FSB peger på problemer med likviditet under afviklingen – altså at en bank under afvikling har brug for løbende likviditetsstøtte fra myndighederne. Derudover observerede FINMA potentielle juridiske problemer med operationalisering af bail-in på tværs af landegrænser, hvor særligt et bail-in af MREL-gæld ejet af amerikanske investorer besværliggøres af amerikansk markedslovgivning.

En bekymring vil være, at et bail-in af amerikanske investorer hurtigt vil blive fulgt af diverse søgsmål, som ville kunne sætte spørgsmålstegn ved hele afviklingsstrategien og tilliden til den rekapitaliseret bank. Endeligt er potentielle anden-runde effekter på finansiel stabilitet af at påføre tab på MREL-investorerne usikre, mens markedets tillid til en rekapitaliseret global systemisk vigtig bank kan være svag – to pointer FINMA har lagt vægt.  

Presserende med en strategi for G-SIBs

De schweiziske myndigheder er i fuld gang med en gennemgang af landets strategi for afvikling af banker, hvilket kun er blevet mere presserende, efter landets to globalt systemisk vigtige banker er blevet til én. Også i FSB arbejdes der på højtryk for at løse de problemstillinger, der blev åbenlyse i kølvandet på kollapset af Credit Suisse, og som vil udfordre afviklingsmyndighederne, næste gang en G-SIB kollapser.

Jeg vil lade den schweiziske finansminister Karin Keller-Sutter få det sidste ord, som afviklingsmyndigheder nok burde tygge lidt på, og som investorerne skal indregne i prisningen af bankgæld.

”Personally, however, I have come to the realization in the last few weeks that a globally active, systemically important bank cannot simply be wound up according to the “too big to fail” plan. Legally that would be possible. In practice, however, the economic damage would be considerable. Switzerland would have been the first country to liquidate a globally systemically important bank. But it was clearly not the time for experiments. 

The Federal Council, the SNB and the Financial Market Supervisory Authority (Finma) agreed that a restructuring or bankruptcy of CS with a separation of the Swiss business, as envisaged in the “too big to fail” emergency plan, would probably have triggered an international financial crisis. Here too, liquidity would have had to be guaranteed, and the legal risks would have been at least as high as with the current solution, if not higher, because much more capital would have had to be written off.”

Pressekontakt:

Communications Manager,
Laura Sulbæk Frederiksen,
(+45) 3157 1963

Når du besøger vores website, skal du beslutte, hvorvidt du accepterer vores cookiepolitik