5 min
Engelske Sir Jim Ratcliffe har i mange år spundet guld på kemikoncernen Ineos. Det har han blandt andet investeret i et cykelhold, et Formel 1-team og en ejerrolle i fodboldklubben Manchester United. Men svag efterspørgsel, høje energipriser og konkurrence fra Kina har nu givet krise i kemiindustrien i Europa. Bør politikkerne gribe ind med løsninger?
Sir Jim Ratcliffe voksede op i et arbejderkvarter uden for Manchester, læste kemiingeniør, tog en MBA på London Business School og grundlagde som 46-årig kemikoncernen Ineos i 1998. I dag er det en af verdens største kemivirksomheder med omkring 30 selvstændige forretningsenheder, mere end 150 produktionsanlæg globalt og en omsætning på over 50 milliarder euro.
Ratcliffe kontrollerer stadig koncernen som privat selskab, og det har gjort det muligt at tage store strategiske og finansielle risici uden at skulle spørge medinvestorer om lov. Koncernen producerer alt fra basale petrokemikalier til speciality-produkter, der indgår i plastik, medicin, byggematerialer, tekstiler og biler.
I årtier var det en fantastisk forretning: høje marginer i en globaliseret verden med billig energi og relativt lempelig regulering i Europa. Det gav solid indtjening og store udbytter. Den indtjening var brændstoffet for Ratcliffes voksende sportsimperium: cykelholdet Ineos Grenadiers, investeringer i Mercedes’ Formel 1-team og senest en kontrollerende ejerrolle i Manchester United.
Med andre ord: en god, gammeldags europæisk industrisucces, der ender med at købe et globalt sportsbrand.
Sir Jim Ratcliffe,
Stifter og bestyrelsesformand,
INEOS.
Historien har dog fået et twist. De seneste år er Ineos ramt af den samme kemikrise, som har ramt resten af Europa: efterspørgslen er svag, energipriserne høje og gældsætningen er steget.
Krisen er dog ikke bare sektorspecifik, da udfordringerne på overskriftsniveau er relateret til mange af Europas store, generelle udfordringer. Der er blandt andet tale om de-industrialisering, afhængighed vs. afkobling af Kina, grøn energi, høje energipriser og toldsatser.
Og spørger man Ratcliffe, så er det ikke bare dividender og sportseventyrer, der er på spil, men nærmere en eksistentiel krise for sektoren.
“I am calling on Europe’s politicians to make an eleventh-hour intervention to save the European chemical industry. We urgently need to bring the continent’s energy and carbon taxes in line with the rest of the world and challenge one-sided tariffs. If this isn’t done, there won’t be a chemical industry left to save,” udtaler Sir Jim Ratcliffe i en pressemeddelelse på Ineos hjemmeside i oktober 2025.
Men før vi tager en interesseret parts udtalelser for gode vare, så er det vigtigt at spørge sig selv, om sektoren faktisk er i krise?
Nedenfor ses tre grafer, der alle peger mod, at svaret er et klart ”ja”.
Øverst til venstre ses industriproduktionen i den europæiske kemikaliesektor. Den viser, at produktionsvolumen i sektoren er faldet 20% siden 2016.
Grafen til højre viser, at sektorens (børsnoterede) selskaber har oplevet kraftige fald i driftsmarginer de seneste år. Blandt andet drevet af de to faktorer, så har kemikalieaktier underperformet et bredt indeks for europæiske aktier, hvilket ses i den nederste graf.
Dermed er sektorens volumener, profitabilitet og værdisætninger alle under pres samtidig.
Kemisk produktion er ekstremt energi- og gasintensivt. Ifølge en EU-rapport fra 2023 er kemikaliesektoren den sektor, der bruger mest energi i Europa, og heraf er de to primære energiinput naturgas og elektricitet.
Det er giftigt i et kontinent med nogle af verdens højeste energipriser. På gassiden er europæiske priser omkring 3-4 gange højere end i USA.
Grafen nedenfor fra IEA viser, at elektricitetspriser fra 2019 til 2024 var steget markant mere i Europa end i USA og Kina, så de nu ligger langt over (2019 i blå og 2024 i lilla).
Det skyldes ikke bare Ruslands invasion af Ukraine, da store dele af regningen også ligger i afgifter og regulering.
Udover de høje inputpriser, så er europæiske producenter også udfordret af CO2-priser, da sektoren er meget ubæredygtig. Ifølge tænketanken Bruegel har CO₂-prisen i EU’s kvotehandelssystem ligget omkring €70–80 pr. ton., mens den gennemsnitlige kvotepris i Kina ligger omkring €7 pr. ton. Det er altså 10 gange højere i Europa.
Det betyder, at en europæisk kemifabrik betaler for både dyr energi og dyr CO₂, mens en kinesisk konkurrent kan producere billigere og derfor stadig udkonkurrere europæiske konkurrenter efter eksportomkostninger.
Det er altså klart, at sektoren er udfordret, og en stor del af årsagerne er også klare. Men er det overhovedet selvsagt, at det er et problem, hvis de ikke-konkurrencedygtige selskaber forsvinder?
Fra Ratcliffes perspektiv er svaret selvfølgelig ja, men der er også mere saglige argumenter. Man risikerer lukkede fabrikker, stigende arbejdsløshed, øget afhængighed af Kina, de-industrialisering af Europa og mere negativ CO2-påvirkning, da Kinesiske producenter udleder mere.
Men gid dilemmaet var så nemt. Ratcliffes løsningsforslag er tredelt: lavere afgifter på energi, fjerne C02-afgifter og beskytte sektoren med toldsatser. Men hvad vil andre konsekvenser af en fjernet CO2-afgift være, og skal man overhovedet beskytte ”døende” industrier?
Frihandelsargumentet vil være, at hvis kinesiske, amerikanske eller mellemøstlige producenter kan levere kemikalier billigere, er det et tegn på komparative fordele. Billigere importerede input sænker omkostningerne for europæisk industri og forbrugere – og frigør arbejdskraft til mere produktive aktiviteter.
Historien er fuld af eksempler på mislykkede forsøg på at beskytte “strategiske” industrier via told, statsstøtte og industripolitik, der ender i stagnation og zombivirksomheder.
Den europæiske kemisektor er i krise, og det afspejles i både aktie- og obligationsmarkederne. Det hurtige fix vil være politisk intervention, og jeg vil lade det være op til læseren at vurdere, om det er i Europas langsigtede interesse.
Materialet er udarbejdet til brug for orientering samt informering og skal aldrig betragtes som en opfordring om, eller anbefaling til, at købe eller sælge aktier, værdipapirer eller lignende. De nævnte oplysninger skal ej heller betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Marselis kan aldrig holdes ansvarlig for tab forårsaget af investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysninger i materialet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling aldrig kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling
Pressekontakt: