Storpolitiske udfordringer er der nok af i EU. I 2024 blev Draghi-rapporten udgivet som en drejebog med politiske tiltag, som skulle være med til at løse problemerne. Men tysk modstand mod et italiensk opkøb af den tyske Commerzbank har sat en kæp i hjulet på ambitionen om en større integration af europæiske finansielle markeder. Og dermed også et styrket EU på længere sigt.
En alvorligt svækket amerikansk-europæisk relation, et kinesisk økonomisk pres på Europas industrielle sektor og en krig på EU’s østlige grænse med dertilhørende energikrise har skabt en næsten ustoppelig række af krisesituationer for EU's politiske elite. EU toppens svar på udfordringerne har blandt andet været en politisk ambition om, at de europæiske lande skal rykke tættere sammen i bussen, investeringerne i forsvar skal øges massivt, og det indre marked skal styrkes.
Ambitionerne fik en håndgribelig drejebog i 2024 ved Draghi-rapporten, der kom med forslag til politiske tiltag. Her halvandet år efter er kun 15% af forslagene ført ud i livet, en udvikling, der fik Mario Draghi, tidligere formand for Den Europæiske Centralbank (ECB), til at udtale: ”Please do something”.
Draghi-rapportens ambition om en større integration af de europæiske finansielle markeder var en af grundpillerne i ambitionen om et styrket Europa. Fuldt integrerede finansielle markeder vil gøre det nemmere at få opsparinger og udlån til at mødes med investeringer på tværs af de europæiske landegrænser. I dag begrænses integrationen på tværs af landegrænser blandt andet af manglen på en fælles indskydergaranti.
Europæiske banker, der driver bankforretning på tværs af landegrænserne internt i EU, er en forudsætning for et styrket indre marked. Derfor var den EU-optimismen også høj, da den italienske storbank Unicredit, vel nok en af Europas finansielt stærkeste banker, forsøgte at købe tyske Commerzbank i efteråret 2024, et par dage efter Draghi-rapporten udkom.
EU-optimismen dalede dog lynhurtigt, da den tyske politiske top indså, at det var deres banker, der skulle opkøbes, og ikke omvendt. Den tyske regering var på ingen måde tilfreds med udsigten til, at en af Tysklands største banker skulle kontrolleres fra Milano og ikke Frankfurt. Vi skrev i en Børsen-kronik i marts sidste år følgende om situationen:
”Amerikanerne griber raketter ud af luften, kineserne udkonkurrerer tyskernes bilindustri, mens vi i Europa bliver sure over, at en stor veldreven europæisk bank køber en anden. Denne modstand er et godt billede på udfordringerne, som EU snart skal komme videre fra i en turbulent verden, hvis ambitionen er et styrket EU. Enhver, der har fulgt Unicredits opkøbsforsøg, vil desværre blive efterladt med en god portion pessimisme omkring EU's muligheder for at overkomme udfordringerne.”
Siden starten af sidste år er den tyske kansler Olaf Scholz byttet ud med Friedrich Merz, Trumps politiske angreb mod EU er fortsat, krigen i Ukraine er i dens 4. år, EU fortsætter med at halse langt efter USA og Kina i AI-kapløbet, og den industrielle sektor er stadig i krise over det 2. kinesiske importstød. Løsningen ifølge de europæiske politikere er stadig et styrket Europa, der i højere grad kan fungere som en selvstændig geopolitisk og økonomisk demokratisk magtfaktor.
Friedrich Merz udtalte i januar:” The world around us is changing at unprecedented pace. The direction it takes must worry us. A world of great powers is a new reality. Europe has gotten the message. Germany has as well gotten the message. We must and will live up to these challenges.My government will do its homework and pursue an ambitious reform agenda revolving around security, competitiveness and European unity. The single market was once created to form the most competitive economic area in the world, but instead, we have become the world champion of overregulation. That has to end. ”
Vi må dog konstatere, at den politiske vilje til at acceptere konsekvenserne af et styrket EU (heriblandt at ens større banker godt kan være ejet af andre europæiske landes banker) ikke er til stede. Den tyske politiske modstand mod Unicredits opkøbsforsøg på Commerzbank varer ved.
Senest har den tyske regering overvejet igen at tage en større ejerandel i Commerzbank for dermed at blokere for Unicredit og bankens CEO Andrea Orcel, mens Merz offentligt i sidste måned afviste, at Commerzbank skulle købes af Unicredit. Dobbeltmoralen i ambitioner om et styrket EU blandt andet. gennem mere integreret finansielle markeder, og den store offentlige modstand mod et tværnationalt bankopkøb, er ikke et kønt syn for tilhængere af EU.
Mens den tyske politiske modstand er vedvarende, forsøger Andrea Orcel, der tidligere i hans karirrere orkestrerede nogle af Europas største bankopkøb, at snigløbe Merz og Commerzbank. Unicredit har øget deres effektive ejerandel i Commerzbank fra de 9% i september 2024 til nu næsten 40%.
Samtidigt har Unicredit lanceret et decideret opkøbstilbud til Commerzbanks aktionærer, som udløber midt i juni, mens de også har fremlagt finansielle målsætninger for Commerzbank efter et opkøb, der ser betydeligt bedre ud end Commerzbanks egne målsætninger.
Unicredits tilbudte købspris er lidt under den nuværende aktiekurs på Commerzbank aktien, hvorfor man ikke kan forvente, at mange Commerzbank-aktionærer takker ja. Unicredit har dog rigeligt finansiel ammunition til at øge deres bud på Commerzbank. Et reelt forsøg på at overtage Commerzbank i lyset af stor tysk politisk modstand vil være en modig strategi fra Unicredit, men Andrea Orcel er både modig og tålmodig.
For (nogenlunde) objektive iagttager er det tydeligt, at den tyske regering i deres modstand prioriterer nationale interesser frem for europæiske. Den prioritering er et politisk valg og kan sagtens give mening, men den er ikke i overensstemmelse med et styrket EU på længere sigt.
Materialet er udarbejdet til brug for orientering samt informering og skal aldrig betragtes som en opfordring om, eller anbefaling til, at købe eller sælge aktier, værdipapirer eller lignende. De nævnte oplysninger skal ej heller betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Marselis kan aldrig holdes ansvarlig for tab forårsaget af investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysninger i materialet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling aldrig kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling.