Nyheder

Hvordan skal man sammensætte porteføljen, når aktier og obligationer falder samtidig?

Written by Nickolai Larsen | Sep 18, 2026, 8:28:16 AM
De seneste rentestigninger har givet negative afkast på obligationer. Samtidig har blandt andet inflationsfrygt, krigen i Iran og usikkerhed om afkastet på AI-investeringer presset aktierne. Resultatet har været, at aktier og obligationer på mange dage er faldet samtidig. Quantitative Analyst, Nickolai Larsen, viser hvordan tilføjelse af andre aktivklasser kan forbedre en portefølje. 

Når to investeringer ofte bevæger sig i samme retning, kalder man det positiv korrelation. Det er netop det, grafen nedenfor viser for europæiske aktier og lange europæiske statsobligationer. I starten af 00’erne bevægede de sig oftere i hver sin retning. Siden har der været flere perioder, hvor de i stedet er steget og faldet samtidig – blandt andet under gældskrisen i starten af 2010’erne, inflationen i 2022 og senest efter Iran-krigen.

Det er vigtigt for investorer, fordi obligationer traditionelt har fungeret som en slags stødpude, når aktier falder. Hvis aktier og obligationer i højere grad begynder at falde samtidig, bliver denne stødpude mindre effektiv.

 

Kilde: FMM/Bloomberg. 

Forestil dig, at du ejer to investeringer, som normalt bevæger sig i hver sin retning. Når den ene falder, stiger den anden måske. På den måde kan de to investeringer dæmpe hinandens udsving. I virkeligheden er sammenhængen naturligvis ikke så perfekt. Men princippet er vigtigt: Jo mere forskellige investeringer bevæger sig i takt, desto mindre beskyttelse giver det at sprede pengene mellem dem.

Grafen nedenfor illustrerer en portefølje, der investerer 60% i europæiske aktier og 40% i europæiske statsobligationer (en såkaldt 60/40), og den viser to forskellige risikomål. Henad x-aksen antager vi forskellige grader af korrelation mellem aktier og obligationer. Jo mere positiv korrelationen bliver, desto mere stiger risikomålet. Den grønne linje viser, hvor meget man vil tabe i et af de værste scenarier. 

Linjen er stigende, fordi når det ene aktiv falder i værdi, så gør det andet formentlig det på samme tid, og derved stiger risikoen for store tab. Den røde linje viser, at udsvingene i porteføljen også stiger ved højere korrelation.

 

Kilde: FMM/Bloomberg

 

Hvordan garderer man sig mod positiv korrelation mellem aktier og obligationer?

Hvordan kan man så håndtere den øgede risiko? Én mulighed er at have færre aktier og flere obligationer. En anden mulighed er at tilføje investeringer, som typisk bevæger sig anderledes end både aktier og obligationer.


Det er især i perioder med stigende inflation, at aktier og obligationer falder samtidig. Derfor kan man forestille sig aktivklasser, der til tider stiger i perioder med stigende inflation. Det kan eksempelvis være råvarer. Råvarer reagerer ofte anderledes på stigende inflation end traditionelle aktier og obligationer.

En anden mulighed er såkaldte CTA-strategier. De følger typisk trends på de finansielle markeder: De investerer i markeder, hvor priserne har været stigende, og går den modsatte vej i markeder, hvor priserne har været faldende. Historisk har sådanne strategier ofte udviklet sig anderledes end en traditionel 60/40-portefølje.

 

Kilde: FMM/Bloomberg

 

Den sidste graf viser nøgletal på fire forskellige porteføljer. Den første er 60/40-porteføljen, den anden tager 10% fra både aktier og obligationer og allokerer mod råvarer, den tredje tager 10% både fra aktier og obligationer og allokerer mod CTA’er, og den sidste allokerer mod både råvarer og CTA’er.

Boksen til venstre viser, at alle fire porteføljer har haft omtrent sammenligneligt afkast. Den midterste boks viser dog, at man ved inklusion af andre aktivklasser kan reducere udsvingene i porteføljen, og den tredje boks viser, at man også kan reducere de værste potentielle tab ved at inkludere flere aktivklasser. Noter de absolutte afkast er til den lave side, fordi vi her bruger europæiske aktier som eksempel. Men konklusionerne er de samme for amerikanske aktier.

 

Kilde:FMM/Bloomberg

 

 

Læs mere om effekten af positivt og negativt korreleret aktiver i porteføljen her

 

Disclaimer

Materialet er udarbejdet til brug for orientering samt informering og skal aldrig betragtes som en opfordring om, eller anbefaling til, at købe eller sælge aktier, værdipapirer eller lignende. De nævnte oplysninger skal ej heller betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Marselis kan aldrig holdes ansvarlig for tab forårsaget af investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysninger i materialet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling aldrig kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling.