5 min
Banca Trasilvania, som er Rumæniens største bank, har haft fart på både udlån og aktiver med tocifrede årlige vækstrater, efter landet i 2007 blev medlem af EU. Nu har banken så udstedt sin første AT1-obligation. Hvad fortæller det generelt om den europæiske banksektor? Det ser Lasse Hjortsballe nærmere på i denne artikel.
TVLRO 7 1/8 PERP.
For alle andre end veteraner i de europæiske markeder for bankgæld er kombinationen af bogstaver nok rent volapyk. Men bag navnet gemmer der sig en historie om EU’s udvidelse, østeuropæisk vækst og en europæisk banksektor i hopla. Her fortæller vi historien om Rumæniens største bank, Banca Transilvania, og dens nye hybride kapitalinstrument – en såkaldt AT1-obligation – TVLRO 7 1/8 PERP.
Banca Transilvania er ikke en fiktiv bank i Bram Stokers Dracula, men Rumæniens største bank. Banken blev grundlagt i 1993 i byen Cluj-Napoca, landets næststørste by og den uofficielle hovedstad i regionen Transsylvanien – heraf bankens navn. Før Ceaușescus fald i 1989 var National Bank of Romania landets eneste bank, men blev efterfølgende omdannet til centralbank. Ud af 1990’ernes økonomiske kaos voksede Banca Transilvania frem, og i 1997 blev banken den første børsnoterede bank i Rumænien. I dag har banken omkring en fjerdedel af landets befolkning som kunder.
Rumænien blev medlem af EU i 2007, få år efter en række andre østeuropæiske lande. I år 2000 lå BNP per indbygger i regionen på blot omkring 35 % af niveauet i Tyskland. Siden har østeuropæisk økonomi oplevet betydelig vækst, så BNP per indbygger i dag ligger omkring 70 % af det tyske niveau – understøttet af adgangen til det indre marked. Denne udvikling har Banca Transilvania nydt godt af, og banken har siden finanskrisen vokset sine udlån og aktiver med tocifrede årlige vækstrater.
Som for mange andre europæiske banker ser de finansielle nøgletal nu meget robuste ud. Sidste år forrentede banken egenkapitalen med 26 %, omkostning-til-indkomst-ratioen er nede på 44 %, og nedskrivningerne udgjorde blot 0,7 % af de samlede udlån. Til sammenligning forrenter en gennemsnitlig større europæisk bank egenkapitalen med omkring 14 %, har en omkostningsratio omkring 50 % og nedskriver cirka 0,5 % af udlånene. Samlet set præsterer den europæiske banksektor nogle af de stærkeste nøgletal i nyere tid – noget, som også afspejles i sektorens aktiekursudvikling.
Banca Transilvania testede de europæiske obligationsmarkeder første gang i 2018 med en €285 mio. Tier 2-obligation. Dengang blev udstedelsen understøttet af bankens storaktionær, Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD), som købte €100 mio. De seneste år har banken været en relativt aktiv udsteder i flere obligationstyper, og i slutningen af november sidste år fulgte så bankens første AT1-udstedelse på €500 mio.: TVLRO 7 1/8 PERP.
Vilkårene på AT1’en er overordnet, at investorer modtager en årlig kupon på 7,125 % frem til november 2030. På dette tidspunkt kan banken vælge at førtidsindfri obligationen til kurs 100 eller lade den fortsætte, hvorefter kuponen justeres i forhold til det gældende risikofri renteniveau. Den ultimative risiko ved en AT1-obligation er, at tilsynsmyndighederne i en alvorlig krisesituation kan nedskrive obligationens værdi til nul, hvilket er sket få gange det seneste årti og senest i forbindelse med Credit Suisse.
Det likvide euro-AT1-marked har traditionelt været domineret af de største banker fra de største europæiske lande. De seneste år er der dog begyndt at komme flere mere ”eksotiske” AT1-udstedelser. Alene de sidste to år har markedet set fem nye græske AT1’er, en estisk, en slovensk – og nu også en rumænsk.
Figuren ovenfor viser udviklingen i kreditrisikopræmien på udvalgte AT1-obligationer over det seneste år. Den gennemsnitlige større euro-AT1 er vist med den tykke sorte streg. Som det fremgår, handles Banca Transilvanias AT1 i øjeblikket med en kreditrisikopræmie, der ligger omkring 1,5 procentpoint over gennemsnittet for euro-AT1’er og cirka 1,3 procentpoint over Jyske Banks JYBC 7 PERP.
I Marselis’ kreditfonde har AT1-obligationer fra banker fyldt en betydelig del af porteføljerne siden fondenes lancering. Vi følger derfor løbende markedet for at vurdere, om enkelte AT1’er fremstår attraktive. Vores vurdering er, at man bør være varsom med eksponering mod AT1-obligationer som TVLRO 7 1/8 PERP, medmindre man modtager en betydelig risikokompensation – hvilket ikke er tilfældet i dag.
Det ændrer dog ikke ved, at kombinationen af en europæisk banksektor i hopla, fortsat attraktive absolutte renteniveauer og en positiv risikostemning på de finansielle markeder har skabt stor efterspørgsel efter AT1-obligationer. Denne efterspørgsel har gjort TVLRO 7 1/8 PERP til en af markedets bedst performende AT1’er siden udstedelsen – og til et vidnesbyrd om både Rumæniens vækstrejse og den nuværende styrke i den europæiske banksektor.
Materialet er udarbejdet til brug for orientering samt informering og skal aldrig betragtes som en opfordring om, eller anbefaling til, at købe eller sælge aktier, værdipapirer eller lignende. De nævnte oplysninger skal ej heller betragtes som anbefalinger eller rådgivning af juridisk, regnskabsmæssig eller skattemæssig karakter. Marselis kan aldrig holdes ansvarlig for tab forårsaget af investorers dispositioner – eller mangel på samme – på baggrund af oplysninger i materialet. Investorer gøres opmærksomme på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling aldrig kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling.
Pressekontakt: